Mand der tegner på væg

Sundhedssektoren får gavn af innovation og Big Data

Monday 29 May 17

Contact

Sam Kondo Steffensen
Program Director
DTU Business
+45 45 25 61 10
Der bliver lagt store planer for at give ledere og andre nøglepersoner i den danske sundhedssektor den optimale efteruddannelse, hvor fokus bl.a. kommer til at være på innovation og Big Data.

Den gode synergi

Manden bag planerne hedder Sam Kondo Steffensen, der lige nu er i gang med at bygge videre på professor emeritus Peter Bruuns store forarbejde. Han er relativ ny på DTU, men til gengæld har han et imponerende CV der bl.a. byder ind med en ph.d. grad, en post doc titel, forfatter til diverse bøger og tidligere formand for organisationen Danish Telecom Industry Association (TI). ”Jeg har jo en fod i hver lejr. En fod i det akademiske og en fod i business, så jeg ser mange muligheder for at kombinere de to områder, som vil bringe god synergi,” fortæller Sam.

Sam er på farten for at lave det optimale efteruddannelsesforløb til sundhedssektoren. Han er lige kommet tilbage fra et besøg hos Texas Medical Center(TMC), som er placeret i Houston i USA. TMC er verdens største hospitalscenter.

”Det er min plan, at vi får lavet et program, hvor vi besøger TMC og samtidig har forelæsninger på Rice University, som ligger lige ved siden af TMC. På den måde kommer der en helt ny sammenhæng i programmet, som giver de deltagende i programmet en klar fordel,” fortæller Sam.

Sam Kondo Steffensen

Data management er helt nyt

Et af de områder, der skal dykkes ned i bliver Big Data og data management. Indtil videre har man opbygget megen viden indenfor klassisk sundhedsøkonomi, men området i forhold til sundhedsdataøkonomi er ganske nyt og vigtigt.

”Der er ingen tvivl om, at sundhedssektoren skal blive bedre til at behandle og udnytte de data, de har. Det er nøglen til de nødvendige radikale optimeringer, innovative projekter og nye, internationale erhvervssatsninger,” forklarer Sam.  

Big Data Business Innovation skal derfor også indtænkes i relation til sundhedsvæsenet.

Danish Healthcare Innovation Leadership Network

Igennem flere år har DTU Business haft stor succes med at udbyde et innovationsledelsesprogram (ILC-programmet) målrettet topledere i det danske sundhedsvæsen. Programmet bliver udbudt i samarbejde med Stanford University og UC Berkeley. Indholdet består af konkrete læringsforløb, hvor topledere fra alle sektorer har deltaget.

”Vi har haft ca. 160 topledere fra regioner, hospitaler, kommuner og private virksomheder på programmet. De udgør selvsagt et unikt og meget potent alumni netværk, som vi nu har formaliseret som Danish Healthcare Innovation Leadership Network,” siger Sam. 

Også i innovationsledelsesprogrammet for topledere i sundhedssektoren er forløbet skræddersyet til de konkrete udfordringer, og evnen til eksekvering bliver prioriteret helt centralt.

Kunsten at omsætte indsigt til handling

”Det der overordnet er på dagsordenen i sundhedssektoren er sygehusets rolle i fremtiden, sammenhængende forløb og mere fokus på forebyggelse. Hvordan sikrer man en stabil drift samtidig med at man sætter sig nye mål? Noget af det vi kommer til at arbejde med vil blive at få inddraget flere lag fra organisationerne i nye programmer med større operationelt fokus, så forskellige innovative ideer kan blive konkret nyttiggjort på tværs af organisations niveauer og funktioner,” siger Sam og fortsætter:

”Teknologien sætter strategien for de fleste organisationer i dag, og alle snakker om nye teknologiske gennembrud. Virksomhederne og de store institutioner ved jo godt, at de skal følge med. Men det svære er at omsætte indsigt til handling. Vi hjælper dem med at forstå og bruge teknologien ledelsesmæssigt, baseret på relevans og med at skabe forretningsmæssig værdi på en meget konkret måde,” slutter Sam. 

Læs mere om Healthcare Innovation programmet her

hvis du vil vide mere om DTU’s kurser, så klik her

Big Data i Auditoriet

News and filters

Get updated on news that match your filter.
http://www.business.dtu.dk/english/news/nyhed?id=903FB9A6-2DC9-462D-A9F3-641F5F21AF6E
20 OCTOBER 2017